Mandarin, kantonesisk, shanghainesisk og hokkien kaldes almindeligvis kinesiske dialekter. Alligevel kan forskellene mellem dem være større end dem, der adskiller flere officielt anerkendte europæiske sprog. Når man forstår hvorfor, afslører det noget fascinerende om, hvordan vi definerer sprog.
De fleste opfatter kinesisk som ét sprog, der tales i forskellige regionale dialekter. Mandarin er den officielle standard i det kinesiske fastland, mens kantonesisk, shanghainesisk, hokkien, hakka og andre varieteter almindeligvis beskrives som regionale former af det samme sprog.
Men der er en interessant komplikation: Mange kinesiske "dialekter" er ikke indbyrdes forståelige.
En mandarintalende kan som regel ikke forstå en samtale, der udelukkende foregår på kantonesisk, shanghainesisk eller hokkien, uden tidligere at have stiftet bekendtskab med eller studeret sproget. Disse varieteter adskiller sig væsentligt i udtale og ordforråd samt i visse aspekter af grammatikken.
Se nu på sprogene i det tidligere Jugoslavien. Serbisk, kroatisk, bosnisk og montenegrinsk anerkendes som særskilte nationale standardsprog. Alligevel kan deres talere som regel forstå hinanden uden større vanskeligheder.
Dette skaber en fascinerende kontrast. Nogle officielt anerkendte sprog er ekstremt ens, mens nogle varieteter, der traditionelt klassificeres som dialekter, er markant forskellige.
Så hvad er det egentlig, der gør noget til et sprog snarere end en dialekt?
Svaret handler om mere end ordforråd og grammatik. Historie, kulturel identitet, uddannelse og sproglig standardisering spiller også vigtige roller. At anerkende sproglige forskelle indebærer ikke, at samfund skal have særskilte nationale eller politiske identiteter. Sprogklassifikation og national identitet er beslægtede, men grundlæggende forskellige spørgsmål.
Kinesisk er en mangfoldig familie af beslægtede sprog
Kinesisk tilhører den sinotibetanske sprogfamilie. Dets varieteter udgør den sinitiske gren, som sprogforskere almindeligvis opdeler i flere hovedgrupper.
Afhængigt af klassifikationssystemet har kinesisk omkring syv til ti hovedgrupper med talrige regionale varieteter inden for hver gruppe.
| Gruppe | Velkendte varieteter | Vigtigste regioner |
|---|---|---|
| Mandarin | Standardmandarin, sichuanesisk | Det nordlige og sydvestlige Kina |
| Wu | Shanghainesisk, suzhounesisk | Shanghai, Zhejiang |
| Yue | Kantonesisk, taishanesisk | Guangdong, Hongkong |
| Min | Hokkien, teochew, fuzhounesisk | Fujian, Taiwan |
| Hakka | Hakka-varieteter | Guangdong, Fujian, Jiangxi |
| Xiang | Hunanesisk | Hunan |
| Gan | Gan-varieteter | Jiangxi |
| Jin | Jin-varieteter | Shanxi |
| Huizhou | Hui-varieteter | Det sydlige Anhui |
| Pinghua | Pinghua-varieteter | Guangxi |
Der er ikke universel enighed om den præcise klassifikation. For eksempel grupperes jin nogle gange sammen med mandarin, mens min omfatter flere meget forskellige varieteter.
Selv det at tilhøre samme gruppe garanterer ikke indbyrdes forståelighed. Hokkien og fuzhounesisk tilhører begge min-kinesisk, men deres talere kan som regel ikke forstå hinanden uden tidligere at have stiftet bekendtskab med den anden varietet.
Nogle nabosamfund i det sydlige Kina taler også varieteter, som kan være vanskelige at forstå for udenforstående, herunder talere af andre kinesiske varieteter.
Encyclopaedia Britannica beskriver kinesisk som en samling varieteter, der populært kaldes dialekter, men som forskere normalt klassificerer som særskilte sprog. Værket sammenligner forskellene mellem dem med forskellene mellem moderne romanske sprog som spansk, italiensk og fransk.
At beskrive kinesisk som en gruppe beslægtede sprog er derfor ikke et usædvanligt sprogfagligt synspunkt. Det er en etableret måde at forstå dets mangfoldighed på.
Hvad adskiller et sprog fra en dialekt?
Et af de mest nyttige begreber inden for sprogvidenskaben er indbyrdes forståelighed, altså taleres evne til at forstå forskellige varieteter uden forudgående studier.
Tænk på amerikansk og britisk engelsk. De adskiller sig i udtale, ordforråd og visse grammatiske konventioner, men talerne kan som regel kommunikere uden vanskeligheder. De fleste anerkender dem som varieteter af engelsk.
Tænk nu på spansk og portugisisk. Disse sprog har en fælles forløber og mange ligheder, men forståelsen mellem deres talere er mindre sikker, især i spontan tale.
Mandarin og kantonesisk udgør en sammenlignelig situation. Selvom begge tilhører den kinesiske sprogtradition, gør kendskab til det ene ikke automatisk en person i stand til at forstå det andet.
Det samme gælder mandarin og shanghainesisk eller mandarin og hokkien.
Der er ikke blot tale om forskellige accenter. De er særskilte sproglige systemer, som har udviklet sig gennem århundreder, med betydelige forskelle i lydsystemer, ordforråd og visse grammatiske strukturer.
Indbyrdes forståelighed er dog ikke en perfekt målestok. En mandarintalende, der regelmæssigt ser kantonesisk fjernsyn, kan forstå betydeligt mere kantonesisk end en person, der aldrig har mødt sproget. Kontakt med sproget, uddannelse og regional kontakt kan påvirke forståelsen betydeligt.
Sprog kan også danne dialektkontinua, hvor nabovarieteter er forholdsvis lette at forstå, mens mere fjerntliggende varieteter bliver stadig mere forskellige.
Ikke desto mindre er indbyrdes forståelighed et nyttigt udgangspunkt for at forstå, hvorfor mange kinesiske varieteter med rimelighed kan betragtes som særskilte sprog.
Mandarin og kantonesisk adskiller sig i mere end udtalen
For at få et indtryk af forskellene mellem kinesiske varieteter kan man se på nogle hverdagsudtryk.
| Dansk | Mandarin | Kantonesisk |
|---|---|---|
| Jeg | 我 (wǒ) | 我 (ngo5) |
| Han eller hun | 他 / 她 (tā) | 佢 (keoi5) |
| Spise | 吃 (chī) | 食 (sik6) |
| Ikke | 不 (bù) | 唔 (m4) |
| At være | 是 (shì) | 係 (hai6) |
| Hvad | 什么 (shénme) | 乜嘢 (mat1 je5) |
| Nu | 现在 (xiànzài) | 而家 (ji4 gaa1) |
Nogle ord bruger de samme tegn, men har forskellig udtale. Andre bruger helt forskellige ord og tegn.
Forskellene bliver tydeligere, når man sammenligner hele sætninger.
Dansk: Hvad vil du gerne spise?
Mandarin: 你想吃什么？
Nǐ xiǎng chī shénme?
Kantonesisk: 你想食乜嘢？
Nei5 soeng2 sik6 mat1 je5?
Begge sætninger udtrykker det samme og har fælles træk i deres grammatiske struktur. Men deres ordforråd og udtale adskiller sig væsentligt.
Kantonesisk bruger også grammatiske partikler, aspektmarkører og andre konstruktioner, som ikke svarer direkte til almindelig sprogbrug på mandarin.
De to varieteter har et fælles historisk fundament, men det gør dem ikke indbyrdes udskiftelige.
Den overraskende sammenligning med det tidligere Jugoslavien
Det måske mest slående eksempel på, hvordan sprogklassifikation fungerer, kommer fra Sydøsteuropa.
Gennem en stor del af det tyvende århundrede var de serbiske, kroatiske, bosniske og montenegrinske sprogsamfund knyttet til et fælles standardsprog, almindeligvis kendt som serbokroatisk.
Efter Jugoslaviens opløsning blev fire særskilte nationale standardsprog etableret: serbisk, kroatisk, bosnisk og montenegrinsk.
Hvert af dem har sin egen officielle status, standardiserede konventioner, litterære traditioner og forbindelse til national identitet. Der findes forskelle i ordforråd, udtale, stavning og foretrukne udtryk. Serbisk bruger desuden både det kyrilliske og det latinske alfabet, mens kroatisk bruger det latinske.
Alligevel kan talere af disse fire standardvarieteter som regel kommunikere uden oversættelse.
En kroatisktalende kan normalt se serbisk fjernsyn og forstå, hvad der bliver sagt. En bosnisktalende kan som regel føre en samtale med en montenegrinsktalende uden at skulle studere montenegrinsk som fremmedsprog.
Forskellene er reelle, men den indbyrdes forståelighed er fortsat meget høj.
Denne situation står i kontrast til mandarin og kantonesisk, hvis talere ofte er nødt til at bruge et fælles sprog, såsom standardmandarin, for at kommunikere.
| Sprogvarieteter | Typisk forståelighed i tale uden forudgående studier |
|---|---|
| Serbisk og kroatisk | Meget høj |
| Kroatisk og bosnisk | Meget høj |
| Serbisk og montenegrinsk | Meget høj |
| Mandarin og kantonesisk | Lav |
| Mandarin og shanghainesisk | Lav |
| Mandarin og hokkien | Lav |
| Hokkien og fuzhounesisk | Lav |
Dette er overordnede kvalitative beskrivelser snarere end præcise numeriske målinger. Den faktiske forståelse afhænger af uddannelse, kontakt med sprogene og de konkrete varieteter.
Ikke desto mindre er den centrale kontrast tydelig.
Serbisk, kroatisk, bosnisk og montenegrinsk anerkendes som særskilte nationale standardsprog på trods af deres tætte sproglige slægtskab. Mandarin, kantonesisk og hokkien kaldes ofte dialekter, selvom de er langt mindre indbyrdes forståelige.
Det betyder ikke, at de nationale sprog i det tidligere Jugoslavien bør betragtes som ugyldige, eller at deres forskelle er uvigtige. Deres særskilte standarder og identiteter er veletablerede.
Sammenligningen viser derimod, at sproglig lighed ikke er den eneste faktor, der afgør, om en varietet anerkendes som et sprog.
Dette er ikke enestående for kinesisk
Lignende situationer findes over hele verden.
Norsk, svensk og dansk anerkendes som særskilte sprog, men deres talere kan ofte forstå hinanden i varierende grad. Norsk og svensk ligger særligt tæt på hinanden i mange henseender, selvom forståelsen varierer efter dialekt og den enkeltes kontakt med sproget.
Hindi og urdu er et andet interessant eksempel. Deres almindelige dagligdagsformer kan være meget indbyrdes forståelige, mens deres formelle standarder adskiller sig i ordforråd, skriftsystemer og litterære traditioner.
Arabisk udgør en situation, der er mere sammenlignelig med kinesisk. Moderne standardarabisk fungerer som et fælles formelt skriftsprog i store dele af den arabiske verden, mens de dagligdags talte varieteter kan være markant forskellige. Marokkansk arabisk og irakisk arabisk kan for eksempel være vanskelige at forstå for hinandens talere uden tidligere kontakt med den anden varietet.
Tysk er endnu et eksempel. Nogle schweizertyske varieteter adskiller sig betydeligt fra standardtysk, men de grupperes generelt inden for den bredere tyske sprogtradition.
Disse eksempler viser, at der ikke findes nogen universel regel om, at nært beslægtede varieteter altid skal klassificeres som dialekter, eller at meget forskellige varieteter altid skal anerkendes som særskilte sprog.
Nogle gange udvikler nært beslægtede varieteter selvstændige nationale standarder. Andre gange forbliver væsentligt forskellige varieteter en del af en fælles sproglig og kulturel identitet.
Hvorfor kaldes kinesiske sprog stadig dialekter?
Der er væsentlige historiske, kulturelle og sproglige grunde til terminologien.
For det første deler kinesisktalende samfund en lang litterær og kulturel historie. Deres sprog har udviklet sig fra beslægtede historiske former af kinesisk, og mange samfund har bevaret forbindelser gennem litteratur, uddannelse og kulturel udveksling.
For det andet fungerer standardmandarin som fælles sprog i det kinesiske fastland og spiller også en central rolle i uddannelse og offentlig kommunikation i Taiwan. Talere af forskellige regionale varieteter lærer ofte mandarin og bruger det til at kommunikere uden for deres lokalsamfund.
For det tredje svarer det kinesiske udtryk 方言 (fāngyán), der almindeligvis oversættes til "dialekt", ikke fuldstændigt til ordets betydning på almindeligt engelsk. Det kan i bred forstand henvise til regionale taleformer, herunder varieteter, som ikke er indbyrdes forståelige.
Endelig formes sprogbetegnelser af historiske konventioner og fælles kulturelle identiteter. En fælles identitet kan rumme betydelig sproglig mangfoldighed, ligesom særskilte identiteter kan udvikle sig omkring nært beslægtede sprog.
Udtrykket "kinesisk dialekt" er derfor forståeligt i sin historiske og kulturelle sammenhæng.
Problemet opstår, når engelsktalende læsere fortolker det som en mindre variation af det samme talesprog.
Bruger alle ikke de samme kinesiske tegn?
En af grundene til, at kinesiske varieteter fremstår mere ensartede, end de lyder, er deres fælles skrifttradition.
En kantonesisktalende og en mandarintalende kan have svært ved at forstå hinandens tale, men begge kan læse standardkinesisk skriftsprog, hvis de har lært det.
Det betyder dog ikke, at skriftstandarden direkte repræsenterer alle talte varieteter på samme måde.
Standardkinesisk skriftsprog er i vid udstrækning baseret på mandarins ordforråd og grammatik. Talere af andre kinesiske varieteter lærer typisk denne skriftstandard gennem formel uddannelse, selv når den adskiller sig fra deres daglige tale.
Kantonesisk er et særligt tydeligt eksempel.
Dansk: Han er ikke hjemme.
Standardkinesisk skriftsprog: 他不在家。
Dagligdags kantonesisk på skrift: 佢唔喺屋企。
Begge sætninger udtrykker det samme, men deres ordforråd og grammatiske konventioner er forskellige.
En person, der kun kender standardkinesisk skriftsprog, genkender måske ikke alle de udtryk, der bruges i dagligdags kantonesisk på skrift.
Andre kinesiske varieteter har også særpræget ordforråd og grammatiske strukturer, selvom deres skrifttraditioner og graden af standardisering varierer.
Et fælles skriftsystem kan lette kommunikationen på tværs af sproglige grænser, men det ophæver ikke disse grænser.
Det omvendte gælder også. Serbisk og kroatisk kan bruge forskellige skriftkonventioner og samtidig være meget indbyrdes forståelige i tale.
Skriftsystemer og talesprog hænger sammen, men de er ikke det samme.
Hvorfor disse forskelle er vigtige for oversættelse og AI
Forskellene mellem kinesiske varieteter er ikke blot akademiske. De har praktiske konsekvenser for oversættelsessoftware, talegenkendelse, undertekster og kunstig intelligens.
En talegenkendelsesmodel, der primært er trænet på mandarin, kan ikke automatisk forventes at forstå kantonesisk eller hokkien præcist. Disse sprog har forskellige lydsystemer, ordforråd og sproglige konventioner.
Tilsvarende giver oversættelse til standardkinesisk skriftsprog ikke nødvendigvis det sprog, som en kantonesisktalende naturligt ville bruge i en dagligdags samtale.
En oversættelsestjeneste, der annoncerer understøttelse af "kinesisk", kan mene standardmandarin, standardkinesisk skriftsprog, kantonesisk eller en kombination af disse. Forskellen er vigtig, fordi understøttelse af det ene ikke garanterer understøttelse af de andre.
For eksempel kan et AI-oversættelsessystem have brug for sprogspecifik træning og evaluering for at producere naturligt kantonesisk frem for mandarinbaseret skriftkinesisk. Talegenkendelsessystemer skal også tage højde for forskellige udtaler, ordforråd og nogle gange helt forskellige sproglige strukturer.
Udfordringen rækker ud over de mest kendte varieteter.
Hokkien, hakka, teochew, fuzhounesisk og andre regionale sprog har store sprogsamfund, men får ofte mindre opmærksomhed inden for den gængse sprogteknologi.
At understøtte disse sprog kræver mere end at behandle dem som variationer af mandarin. Det kan indebære at indsamle passende træningsdata, udvikle skriftkonventioner, evaluere output på modersmålet og samarbejde med talere, der forstår regionale forskelle.
Dette er især vigtigt for realtidsoversættelse, hvor to personer, der taler forskellige sprog, skal kunne kommunikere naturligt uden at være afhængige af et fælles sprog.
Anerkendelse af sproglig mangfoldighed kan forbedre oversættelsesnøjagtighed, tilgængelighed og sprogbevarelse. Det hjælper også teknologiudviklere med at beskrive deres sprogdækning mere præcist.
Er kinesisk så ét sprog eller mange?
Svaret afhænger af, hvordan ordet "kinesisk" bruges.
Fra et historisk og kulturelt perspektiv kan kinesisk fungere som en samlebetegnelse for talrige beslægtede sproglige varieteter, der deler væsentlige litterære og kulturelle traditioner.
Fra den sammenlignende sprogvidenskabs perspektiv er det ofte mere oplysende at beskrive kinesisk som en gruppe beslægtede sinitiske sprog inden for den sinotibetanske familie.
Begge beskrivelser kan være nyttige, fordi de besvarer forskellige spørgsmål.
At kalde kantonesisk, hokkien eller shanghainesisk et særskilt sprog i sproglig forstand er ikke at benægte dets forbindelse til kinesisk historie eller kultur. Det indebærer heller ikke noget om talernes nationalitet eller politiske identitet.
På samme måde kræver anerkendelse af serbisk, kroatisk, bosnisk og montenegrinsk som særskilte nationale standardsprog ikke, at man antager, at deres sproglige forskelle er større, end de er.
Sprogklassifikation omfatter mindst to dimensioner: hvor forskellige varieteter er sprogligt, og hvordan samfund identificerer sig med dem, standardiserer dem og bruger dem.
Disse dimensioner stemmer ikke altid overens.
Konklusion: Et sprog er mere end en sproglig klassifikation
Skellet mellem et sprog og en dialekt kan virke ligetil, men kinesisk og sprogene i det tidligere Jugoslavien viser, hvor kompliceret det kan blive.
Serbisk, kroatisk, bosnisk og montenegrinsk er særskilte nationale standardsprog på trods af deres høje indbyrdes forståelighed. Mandarin, kantonesisk, hokkien og shanghainesisk beskrives ofte som dialekter på trods af store sproglige forskelle, der kan forhindre ubesværet kommunikation mellem deres talere.
Ingen af situationerne kan forklares alene ud fra indbyrdes forståelighed.
Historie, uddannelse, litterære traditioner, kulturel identitet og standardisering påvirker alle, hvordan sprog klassificeres og navngives.
Den vigtigste pointe er ikke, at nogle officielt anerkendte sprog bør miste deres status, eller at enhver regional kinesisk varietet skal have en bestemt betegnelse.
Den er, at sproglig mangfoldighed ikke altid svarer til de sprogkategorier, vi bruger i hverdagen.
Kinesisk er et særligt overbevisende eksempel. Bag et enkelt velkendt navn ligger en usædvanlig mangfoldighed af beslægtede sprog, hvoraf mange adskiller sig lige så væsentligt fra hinanden som sprog, der anerkendes særskilt andre steder i verden.
At forstå denne mangfoldighed giver os et mere præcist billede af kinesisk og en større forståelse af menneskesprogets kompleksitet.
Referencer og videre læsning
- Encyclopaedia Britannica: Kinesiske sprog. Oversigt over kinesisk sproglig mangfoldighed, indbyrdes forståelighed og de vigtigste sinitiske sproggrupper.
- Jin Liu: En historisk gennemgang af diskursen om fangyan i det moderne Kina. Forskning i kinesiske regionale sprog, terminologi og den historiske udvikling af sproglig identitet.
- Michele Mannoni: Kinesiske dialekter/dialekter af kinesisk. Akademisk diskussion af terminologi og skellet mellem dialekter og sprog i kinesisk sprogvidenskab.
- Pluricentricitet i klasseværelset: Det serbokroatiske sprog. Forskning i forholdet mellem bosnisk, kroatisk, montenegrinsk og serbisk samt deres forståelighed og standardisering.
- Ljubica Djordjević: Den juridiske status for de sprog, der opstod fra serbokroatisk. Analyse af de officielle sprogstandarder, der udviklede sig efter Jugoslaviens opløsning.